Den praktiserende læge har ikke pligt til at forny recepter for andre læger og kan til enhver tid afvise at forny en recept på et lægemiddel, hvor behandlingen er startet af en anden læge.
Recepter på medicin for een eller flere sygdomme, som du følges hos en sygehuslæge for, skal udstedes af sygehuslægen, så du er dækket ind, indtil du møder til næste ambulante kontrol. Lægehuset kan ikke bistå med recepter på den slags medicin.
Før du bestiller en recept via selvbetjeningsportalen, så undersøg venligst, om du eventuelt har ubrugte recepter på apoteket. Dette kan du bla. gøre ved at tilgå dit elektroniske medicinkort her, ringe til apoteket, eller ved at installere app'en "Medicinkortet" på din smartphone.
Recepter på fast medicin udstedt af din læge i lægehuset fornyes ved den årlige kontrol, som regel til 1 år ad gangen.
Recepter på fast medicin kan ikke bestilles elektronisk, men skal være efter aftale med din læge.
Ved behandling af kroniske sygdomme med fast medicin, bedes du sørge for at møde til mindst een årlig konsultation hos din faste læge.
Ved denne årskontrol lægger lægen sammen med dig en behandlingsplan for den næste periode, og i den anledning er det vores mål, at lægen udfærdiger en recept på det eller de lægemidler, som du har brug for og som dækker hele den kommende behandlingsperiode.
Før du løber tør for den faste medicin, er det meningen at du møder til en ny konsultation i klinikken.
Recepter udfærdiges af den behandlingsansvarlige læge, da det er den læge, som kender til sygdommen og som har besluttet behandlingen.
Er det en læge i vores lægehus som forestår behandlingen og som har ansvaret, så er det hos os du skal møde til kontroller og receptudstedelser.
Er det en sygehuslæge og sygehusambulatorie du modtager behandling fra, så er det den pågældende afdeling som skal forestå receptudstedelse - det vil sige, at du ikke kan forvente, at vores lægehus skal forestå receptudstedelse på andre lægers vegne, og vi tillader os at afvise sådanne receptbestillinger fremadrettet.
Denne fremgangsmåde er aftalt med sygehusafdelingerne, og er valgt for at minimere risikoen for fejl og skader.